DALBO styrker sit fynske setup med Glamsbjerg Maskincenter
28 sep 2026 - Uncategorized @da
DALBO udvider sit forhandlernet på Fyn med Glamsbjerg Maskincenter (GMC), der fremover skal være med til at styrke DALBOs tilstedeværelse i det fynske. Målet er at komme endnu tættere på de fynske kunder og styrke både service og rådgivning.
DALBO har indgået en ny forhandleraftale med GMC, som fremover bliver en vigtig del af virksomhedens salgs- og servicenetværk på Fyn, der skal sikre en stærk lokal tilstedeværelse og et højt serviceniveau for de fynske landmænd.
Hos DALBO ser man store muligheder i samarbejdet.
“Vi er meget glade for at kunne byde GMC velkommen som DALBO-forhandler. De har en stærk lokal forankring, et godt ry i branchen og et stort fokus på kundeservice. Det er værdier, som matcher vores egne, og derfor ser vi et stort potentiale i samarbejdet,” siger Knud Jepsen, Salgschef i Danmark hos DALBO.
Selve mødet mellem de to virksomheder opstod lidt tilfældigt, men kemien var til stede fra starten. Det var egentlig lidt tilfældigheder, der førte til de første snakke, men det stod hurtigt klart, at man delte mange af de samme holdninger til kunder, service og forretning.
DALBOs produktprogram passer samtidig godt ind i GMCs eksisterende sortiment, hvilket giver gode muligheder for at tilbyde kunderne stærke og gennemprøvede løsninger til stubbearbejdning, såbedsforberedelse og tromling.
Hos GMC ser man også frem til samarbejdet.
“Her i forretningen er vi også glade for at være med på holdet hos DALBO, da produktprogrammet fra DALBO sammen med vores nuværende jordbehandlingsprogram åbner op for muligheden for at levere præcis den løsning til jordbehandling, som vores kunder måtte ønske.
Og ser vi ind i fremtidens jordbrug, ser vi, som tingene former sig på nuværende tidspunkt, et behov for yderligere maskiner til jordbehandling.
Aftalen med DALBO ligger heller ikke fjern, idet vi allerede importerer de stærke og robuste Agrimaster-græsmaskiner fra Demetra Agri, som DALBO jo som bekendt er en del af,” siger Kristian Jørgensen fra Glamsbjerg Maskincenter.
“Vi ser frem til samarbejdet med GMC og til sammen at udvikle vores position på Fyn. Vores fælles ambition er at give kunderne den bedst mulige oplevelse og løfte serviceniveauet yderligere. Det er til gavn for både eksisterende og kommende DALBO-kunder på Fyn,” afslutter Knud Jepsen.